(Første vers synges på Festplassen etter talen for Bergen.)
Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde,
Sorgen forgik mig paa Ulrikkens Top;
Tænkte paa Bauner, om de skulde brænde,
Og byde Mandskab mod Fienden op;
Følede Freden, blev glad i min Aand,
Og greb til min Cithar med legende Haand.
Værdige gamle graaskaldede Bierge,
I, som omgierde min Fædrene-Bye,
I, som saa mangen en Torden afværge,
Og sønderbryde electriske Skye!
Yndig er Dalen, I hegne mig ind,
Og Foraar og Dalen oplive mit Sind.
Herfra fortryllende Syner jeg skuer,
Lungegaards Vandet, den Slette saa blaa,
Nyegaards Alleens løvkronede Buer,
Derunder prydede Skjønne at gaae,
Deromkring Markens den festlige Dragt,
Det Guld i det Grønne den blomstrende Pragt.
Tæt ved mig Alrikstads dobbelte Slette,
Kongeborg fordum og brugbar til Strid,
Skjøn af Naturen om Fortrin vil trette
Med selve Nyegaard, som prunker ved Flid;
Der løb fra Svartedig skummende Aae,
Der saae jeg Møllehiul flittig at gaae.
Bedre frem Bergen, det Handelens Sæde,
Strækkende Arme om seilbare Vaag.
Derhen høifarmede Jægter med Glæde
Rustes hver Sommer til dobbelte Tog;
Derfra gaae Skibe saa vide om land;
Der kjøber, der sælger, der handler hver Mand.
Der seer jeg Skoven af Masterne høie,
Handlende Stuers bredvaiende Flag;
Vippebom seer jeg sig flittig at bøie,
Flittig at hæve. – Tangenternes Slag
Paa dette Handels- Claveer gav Musik,
Og Vare af Skuderne dandsende gik.
Nu tog jeg Vand af den springende Kilde,
Hvorudaf Oldtidens Kæmpeslægt drak.
Naar de lykønske sit Fødeland vilde,
Sverdet af Skeden tillige de trak;
Vee! den, saa sang de, saa synger jeg og,
Den Nidding, som Sverd imod Fødeland drog.
Freden o! Bergen! din Rede beskjerme,
Sommeren krone hver Ager med Brød!
Ilden og Sværdet Dig aldrig fornærme,
Havet Dig aabne sit frugtbare Skjød!
Da mellem Bjergerne syv skal Du staae,
Naar nybaget Kjøbstæd i Luften maa gaae.
Jeg drak den Skaal, som mig Ulrikken skjenkte,
Drikker den samme, I, som have Viin!
Hver, som oprigtig mod Fødebye tænkte,
Lod denne Munterheds Skaal være sin.
Held for vort Bergen, for Fødeland Held!
Gid alting maa blomstre, fra Fjere til Fjeld.
Tekst: Johan Nordahl Brun (1745–1816)
Melodi: Jean-Baptiste Lully (1632–1687)
Gjengitt etter Bruns’ «Samling af mindre digte», København 1791